FC København vandt i mandags over FC Nordsjælland i Farum for første gang i flere sæsoner. Det holdt dog ikke Ståle Solbakken tilbage fra endnu engang at kritisere kunstgræsbanen. Nu svarer FCN-direktør igen.
FC Københavns spillere og træner har ved flere lejligheder kritiseret kunstgræsbanen på Farums Right to Dream Park, hvor FC Nordsjælland har hjemmebane. Men det har ofte været efter klubben har tabt eller spillet uafgjort, hvormed kritikken vil kunne angribes for at være dårlige undskyldninger. Men det kan ikke længere siges at være sagen. I mandags vandt FCK med 3-0 over FCN på samme bane. Og efter kampen var Ståle Solbakken igen fokuseret på banens kvalitet.
”Banen er fortsat en skændsel for dansk fodbold. Det er så langt fra, hvad der går an, at en så fin klub skal have en bane. Det er nul udvikling, og i dag er den knastør på grund af solen. Det er ikke for at brokke mig, men fodbold skal ikke spilles på sådant et underlag. Duellerne bliver anderledes, det er vanskeligere at tackle, og bolden skal spilles mere på foden. Det giver et kæmpe fordel til dem, der spiller der hver gang, ” sagde nordmanden efter opgøret ifølge Ekstra Bladet.
FC Nordsjællands direktør Søren Kristensen siger til avisen, at selvom det ikke er første gang, han hører kritik af banen fra FCK-lejren, kan han godt acceptere det, men retter i stedet en kritik af forholdene i Parken.
”Nogen kunne måske finde på at mene, at det er en skændsel, at et nationalstadion kan købes til at lægge rammer og underlag til technofester og dansktop-dansebal få dage inden fodboldkampe, så spillerne efterfølgende glider rundt på en mudderpøl eller en nylagt plæne, som vi flere gange har set eksempler på,” siger han til EB.
Søren Kristensen pointerer, at FC Nordsjælland er tilfredse med banen i Farum, og kunstgræs ikke bliver så medtaget af frost og dårligt vejr som det er tilfældet på andre baner på danske superliga-stadions.
”TV-rettighedshaverne er glade for det produkt, de ser på banen hos os, og de mange internationale klubber, vi har på besøg, har ikke det mindste problem med det. Alle klubber og hold har det forhåbentlig bedst med at spille på hjemmebane. Der har man fordele, som det hører sig til inden for reglerne.”