Danmark har to ekstra hviledage i forhold til Schweiz, som også skal rejse fra Georgien, før de to nationer spiller EM-kvalifikationskamp på tirsdag. Det er til vores fordel, påpeger Hareide.
Danmark imponerede ikke i torsdagens testkamp mod Kosovo, der endte 2-2. Efter kampen understregede landstræner Hareide da også, at stort set alt skal gøres bedre, hvis holdet skal slå Schweiz i kvalifikationskampen til EM i Basel på tirsdag.
Schweiz møder Georgien lørdag eftermiddag på kunstgræs i gruppens første opgør i Tblisi og har efterfølgende en længere rejse hjem, og det er til fordel for Danmark. Landsholdet fløj allerede til Schweiz fredag.
”Jeg håber, de er trætte efter sådan en lang rejse hjem fra Georgien, fordi de også kommer fra en kamp på et andet underlag. Jeg tror, at det er en fordel for os. Og den fordel skal vi forsøge at udnytte,” siger Åge Hareide til Ekstra Bladet.
Desuden vil der være pres på hjemmeholdet, som danskerne skal lukrere på mentalt og taktisk, siger han.
”Vi har alt at vinde i den kamp. Jeg forventer, at det bliver en kamp med mange omstillinger, fordi begge mandskaber er dygtige til omstillingsfodbold. Jeg har set næsten alle Schweiz’ kampe helt tilbage til 2017. De spiller både 3-5-2 og 4-4-1-1. De virker tryggere hjemme end ude. Lige nu er jeg ikke overbevist om, de vil presse os højt på banen, men det håber jeg vil ske.”
Men hvis alt skal gå op i en højere enhed for det danske landshold, skal både indstillingen og spillet være bedre end i Kosovo. Der er mange spørgsmål, der skal besvares, men startopstillingen ser ud til at være på plads, siger han til avisen. Ekstra Bladet vurderer, at der vil være fem udskiftninger i forhold til kampen mod Kosovo, der vil betyde, at holdet formentlig vil se ud som følger:
Kasper Schmeichel – Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Mathias Zanka Jørgensen, Jens Stryger Larsen – Lasse Schøne, Thomas Delaney, Christian Eriksen – Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen, Martin Braithwaite.