Når Tottenham-angriberens karriere engang er forbi, skal det ikke være enden på hans tid  som boldspiller. Så vil han nemlig være kicker i amerikansk fodbold. 

I NFL bliver der som bekendt taget mere med hænder end med fødder. Der er ikke meget fodbold over amerikansk fodbold set fra et europæisk perspektiv. Men der er en ’kicker’ på hvert hold, der som regel står for holdets field goals. Og nu fortæller Harry Kane i et interview med ESPN, at han gerne vil være kicker i NFL, når hans karriere som fodboldspiller engang er forbi. Tottenham-angriberen er stor fan af amerikansk fodbold, og han vil gerne overføre sine evner med bolden til det amerikanske spil. 

”Det tror jeg på. Om 10 eller 12 år er det helt sikkert noget, jeg vil prøve på,” siger han. 

”Det handler om viljen til at være den bedste. Selv når jeg downloader et spil til min telefon, vil jeg se, om jeg kan være den bedste. Hvis man spiller i Premier League og ved VM, og man så også kan være med i NFL, vil man så blive anset som en af de største sportsudøvere nogensinde?” spørger den 25-årige englænder. 

Harry Kane fortæller i interviewet gengivet af TV2, at han er inspireret af quarterback-stjernen Tom Brady, der i dag har rundet 41 år og har seks Super Bowl-titler på sit CV. 

”Der var ikke mange, der havde regnet med, at han ville blive god eller spille i NFL overhovedet. Og så blev han den bedste nogensinde. Det har givet mig et rygstød at se, at alt er muligt. Hvis du tror på dig selv og har viljen og sulten, kan det lade sig gøre,” siger Kane. 

Den pensionerede danske kicker Morten Andersen spillede også den europæiske udgave af fodbold, inden han begyndte at spille amerikansk fodbold, da han var på udveksling i USA som teenager.

author avatar
Redaktionen