Chelseas kun 18-årige kantspiller Callum Hudson-Odoi fortæller, at han er meget overrasket over at være med i den engelske landsholdstrup.
”Det er en vild oplevelse, men jeg er meget glad. Jeg troede, at træneren lavede sjov,” siger Callum Hudson-Odoi til BBC Sport som kommentar til hans udtagelse til den engelske landsholdstrup til holdets to kampe i EM-kvalifikationen mod Tjekket og Montenegro.
Den 18-årige kantspiller har spillet 19 kampe for Chelsea i denne sæson, hvor det er blevet til fem scoringer. Hudson-Odoi var i første omgang udtaget til U-21-landsholdet, endda for første gang i sidste uge, men fik at vide af ungdomslandsholdstræner Aidy Boothroyd, at han var blevet forfremmet til seniorlandsholdet.
”Jeg var chokeret, og da jeg så fik at vide, at jeg skulle over på a-landsholdet, kunne jeg ikke tro det. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Nu skal jeg arbejde hårdt, nyde hvert et øjeblik og kæmpe videre, så jeg forhåbentlig kan gøre en forskel, når jeg får chancen,” siger den nyudklækkede landsholdspiller.
Hudson-Odoi blev udtaget efter at Luke Shaw, John Stone, Fabian Delph og Ruben Loftus-Cheek har måttet melde afbud. Mandag blev også Southamptons midtbanespiller James Ward-Prowse udtaget som ny mand i landsholdstruppen.
Andy Townsend, der har spillet i Chelsea, siger til BBC, at det var fornuftigt af Gareth Southgate at udtage Hudson-Odoi, da kantspilleren kan bidrage med noget ekstra.
”Hver gang jeg har set Hudson-Odoi spille, har jeg tænkt, at han har noget i sig. Han lægger op til, at hvis man giver ham bolden, får han ting til at ske. Men samtidig er det også et signal til spilleren, at hvis han vil udtages regelmæssigt, må han spille fast for sin klub.”
Callum Hudson-Odoi har været utilfreds med ikke at være fast mand i Chelsea og bad om at blive solgt i januar. Bayern München bød 300 millioner kroner, men Londonklubben afviste at sælge.