Barcelona-legenden Andrés Iniesta skrev for kort tid siden under på en kontraktforlængelse med den japanske klub Vissel Kobe. Det betyder, at han vil fortsætte i klubben frem til 2023.

LÆS OGSÅ: Barca-veteran tilbudt kontraktforlængelse

Til trods for, at han ikke længere er en del af Barcelona, er det dog ikke ensbetydende med, at han har givet helt slip på sin tidligere klub. Tværtimod følger han stadig tæt med i, hvad der sker i hans tidligere klub.

Derfor er det naturligvis heller ikke gået hans næse forbi, at to af de største talenter i europæisk fodbold, Erling Haaland og Kylian Mbappé, er blevet kædet sammen med den spanske klub i løbet af de seneste måneder.

Og nu har den tidligere Barca-spiller givet sit syn på, hvem af de to, der vil være det bedste køb for de catalanske giganter.

“Jeg tror, at med de kvaliteter som Mbappe har, vil han passe bedre til Barcelona, end Haalands kvaliteter vil,” lød det fra Andrés Iniesta til El Transistor.

“De er begge to meget gode spillere, som er på alles læber, og tiden må vise, om de fortsætter i deres klubber denne sommer,” sagde han også.

Der har været et utal af rygter vedrørende både Haaland og Mbappé. De er blevet kædet sammen med en lang række forskellige klubber i løbet af de seneste måneder. Fælles for dem begge er derfor, at de tydeligvis har mange bejlere at vælge mellem.

Særligt Mbappé er dog blevet sat i forbindelse med en lang række klubber, da hans nuværende kontrakt med Paris Saint-Germain udløber næste år. Barcelona har dog ikke virket som den mest sandsynlige kandidat, da deres økonomi ikke tillader et køb af denne karakter.

LÆS OGSÅ: Tysk klub henter ung Barca-hollænder

Det er i højere grad også Haaland, der er blevet kædet sammen med Barcelona, da præsident Joan Laporta siges at være en stor beundrer af ham.

author avatar
Nicolai Busekist