Den danske Malmö FF-træner Jon Dahl Tomasson risikerer at misse klubbens Allsvenskan-guldfest. Det skyldes, at han er blevet smittet med coronavirus. Det har den svenske klub selv offentliggjort på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ: 19-årig dansker træner med Premier League-hold

Klubben fortæller, at den danske træner fik symptomer under tirsdagens træning, hvorefter han lod sig teste. Testen var positiv, hvorfor han nu skal isolere sig, indtil han er symptomfri.

I weekenden kan Malmö FF sikre sig guldet i Allsvenskan, hvilket bliver uden Jon Dahl Tomasson.

“Det er utroligt trist, at jeg ikke kan være sammen med holdet til vores kamp på søndag, men jeg har stor tiltro til, at staben og holdet vil gøre det godt. Det er på en måde typisk for denne corona-sæson, hvor alt har været anderledes, og udfordringerne har været større end nogensinde,” siger den danske cheftræner til klubbens officielle hjemmeside, og følger op med:

“Derfor er jeg også ekstra stolt af, at vi sammen har tacklet situationen så godt, at vi har givet os selv muligheden for at sikre titlen allerede på søndag.”

I skrivende stund fører Malmö FF den svenske Allsvenskan med 53 point efter 26 ud af 30 runder. Der er 10 point ned til Elfsborg, der er at finde på andenpladsen. Vinder Malmö FF deres kamp søndag, er de garanteret at guldet kommer til Malmö.

Første sæson i Malmö FF

Det er den første sæson for Tomasson i den svenske klub, hvorfor den tidligere assistent for Åge Hareide kan sikre sig sin første titel. Det var tæt på at gøre allerede i sommer, da klubben var i finalen i Svenska Cupen. Her tabte de dog 1-2 til IFK Göteborg.

LÆS OGSÅ: Haaland sætter ny CL-rekord

Når de på søndag tørner ud mod IK Sirius, bliver det assistent Daniel Bäckström, der kommer til at stå i spidsen for Malmö FF.

author avatar
Nicolai Busekist