Joan Laporta, der er præsident i FC Barcelona, er kommet med en kontroversiel udmelding. Han har nemlig udtalt, at Dembélé er bedre end Mbappé.

Der er fortsat stor tvivl om, hvorvidt Ousmane Dembélé er Barcelona-spiller i næste sæson.

LÆS OGSÅ: Rangnick afslører tidligere Premier League-bejler: Kontaktede mig i februar

Hans nuværende kontrakt med den catalanske klub udløber efter denne sæson, men han har endnu ikke underskrevet en kontraktforlængelse.

I de seneste uger har der været rygter om, at Dembélés repræsentanter har afvist et kontrakttilbud fra Barcelona, hvorfor det ligner, at han forlader klubben til sommer.

Barca-præsident Joan Laporta har dog endnu ikke givet op på forlængelse. Det forklarer han i et interview med spanske TV3.

“Han ønsker at blive, og vi vil have, at han bliver. Jeg ved, at han gerne vil blive, fordi vi har et godt forhold til ham,” siger Joan Laporta til TV3.

Herefter giver han udtryk for, at det primært er hans agent, der er svær at overbevise om, at han skal blive i Barcelona.

Ydermere giver han også en antydning af, at det er det økonomiske aspekt, der volder problemer. Meget tyder derfor på, at Dembélés lejr kræver en for høj løn i forhold til, hvad Barcelona har råd til at tilbyde ham.

“Han har en agent, og der er en række omstændigheder. Vi skal vise dem, at ikke alt er penge,” fortæller han til TV3, inden han kommer med sin lettere kontroversielle udmelding.

“For mig er Dembélé bedre end Mbappé.”

I denne sæson har Dembélé været hårdt plaget af skader. Derfor har han ikke haft mulighed for at bevise, at han er en bedre spiller end landsmanden Kylian Mbappé.

LÆS OGSÅ: Medie: Eriksen og Inter ophæver kontraktsamarbejdet

De fleste stiller sig dog sandsynligvis noget tvivlsomme overfor udmeldingen fra Barcelona-præsidenten.

author avatar
Nicolai Busekist