FC Barcelona har bevæget sig ind i en særdeles begivenhedsrig uge, med både anholdelser, præsidentvalg og pokaldrama.
LÆS OGSÅ: Sådan vil Ronald Koeman have sine spillere til at spille
Josep Maria Bartomeu, Barcelonas tidligere præsident, blev mandag aften anholdt, da han er blevet anklaget for hvidvask og korruption. Han er ligeså anklager for at have ansat et bureau til at kritisere en række personligheder, der var modstander af ham, herunder Lionel Messi og Gerard Piqué.
Han er dog tirsdag formiddag blevet løsladt.
Det var Bartomeu, der hentede Ronald Koeman til klubben, og netop Koeman ønsker ikke at kritisere Bartomeu.
“Det er ikke godt for klubbens omdømme. Vi er nødt til at vente og se, hvad der sker. Han er her ikke, så han kan ikke kommentere situationen. Vi er nødt til at koncentrere os om vores arbejde. Vi kan ikke gøre noget ved det. Men det er ikke godt for klubbens omdømme,” kommer det ifølge AS fra Koeman.
De har dog også en kamp mod Sevilla at tænke på, når de onsdag mødes i Copa del Rey-semifinalen, og Koeman lægger ikke skjul på, at det bliver en svær kamp for Barca.
“Et 2-0-nederlag er et svært resultat at komme tilbage fra. Men det er muligt. Holdet har vist, at det er sultent, og det har fokuseret på optimisme. Men vi er nødt til at være mere effektive foran mål, end vi har været indtil nu.”
Der er ligeså et præsidentvalg lige rundt om hjørnet, og blandt kandidaterne finder man Victor Font, der angiveligt ønsker at hente Xavi til klubben i rollen som cheftræner.
Koeman ser dog ikke dette som en trussel.
“Jeg er ikke bekymret, for jeg har en kontrakt. Og når vi ved, hvem der bliver den næste præsident, så vil vi selvfølgelig tale sammen, så han kan vise mig sit projekt. Men det er i næste uge. Kampen er i morgen.”
Han slår slutteligt fast, om han så er i Barcelona i to måneder eller fem år, så vil han altid give klubben alt.