Efter tre sejre i streg lignede det afgjort, at FC Barcelona og Ronald Koeman havde fundet takterne efter en meget svingende sæsonstart. Sådan skulle det dog ikke vise sig at være, hvilket kunne ses lørdag aften, hvor Cadiz endte med at vinde 2-1 over FC Barcelona.

LÆS OGSÅ: Robert Lewandowski fortæller om sit syn på Messi

“Det er svært at forklare. Vi havde forventet en god weekend. Vi indkasserede først, og vores angreb var ikke godt,” siger Ronald Koeman på pressemødet efter kampen, ifølge bold.dk.

Scoringen til 2-1 skete efter et stort kiks, hvor Alvaro Negredo endte med at tackle Marc-Andre Ter Stegen. Herefter kunne han blot sparke bolden ind i det tomme mål. Et kiks som dette må ganske enkelt ikke ske, understreger den hollandske træner.

“Da vi udlignede, var der stadig en halv time igen, men du kan ikke indkassere mål fra en tilbagelægning. Det er mangel på koncentration. Den generelle attitude, når vi ikke havde bolden, var ikke god,” fortæller han, og følger op med:

“Det er et kæmpe skridt bagud i vores chancer for at kæmpe om ligaen. Et forspring på 12 point er meget, men vi må fortsætte. Hvis vi ikke forbedrer vores attitude og får styr på vores op- og nedture, så kan vi ikke sige noget til det.”

LÆS OGSÅ: Transfer-sagaen: Messi er tætte med flere Paris Saint-Germain-spillere

Tirsdag skal FC Barcelona spille mod Juventus i Champions League, hvor de dog allerede er sikret at gå videre. Søndag i næste uge får de besøg af Levante i La Liga.

author avatar
Nicolai Busekist