Flere verdensstjerner er på kanten til at forlade deres nuværende klubber til sommer. En af dem, der har været kædet sammen med et skifte væk fra sin nuværende klub, er norske Erling Haaland. Derfor bliver det interessant at se, hvorvidt Dortmund formår at holde på den målfarlige nordmand.

LÆS OGSÅ: Medie: Barca viser interesse for 26-årig Liverpool-midt

Prisen for målbomberen er dog ikke i den lave ende. Derimod lyder prisen på 1,3 mia. kr., og Dortmund-boss Hans-Joachim Watzke har slået fast, at de ikke er villige til at give sig en millimeter i prisforhandlingerne om den 20-årige angriber.

Det er dog ikke blot købsprisen, der kan gøre det svært for Haaland at finde en ny klub. Ifølge Goal har den norske spiller heller ikke selv gjort det lettere for de klubber, der forsøger at finde pengene til at finansiere købet.

Mediet skriver nemlig, at Erling Haaland kræver en meget høj årsløn. Faktisk kræver han en årsløn på intet mindre end 35 millioner euro. Det er svarende til hele 260 millioner kroner om året.

Det vil give ham en ugeløn på fem millioner kroner, hvorfor kun Lionel Messi vil være bedre betalt end Haaland. Nordmanden er repræsenteret af agenten Mino Raiola, der er kendt for at sikre sine klienter lukrative kontrakter med de største klubber i Europa.

Goal skriver også, at Haaland-lejren har holdt møder med både Real Madrid og FC Barcelona. I begge tilfælde var der dog tale om uformelle samtaler, hvorfor de økonomiske detaljer ikke blev diskuteret.

LÆS OGSÅ: Vil de opgive Haaland?: Harry Kane er interesseret i United-skifte

Dog vil hverken den ene eller den anden af de to spanske storklubber have råd til nordmanden, skriver Goal. Har han et ønske om at spille i La Liga, er han derfor nødt til at indstille sig på, at han ikke kommer til at få en ugeløn på fem millioner kroner.

author avatar
Nicolai Busekist