Jon Dahl Tomasson ska være cheftræner i Malmø, og derfor skal det danske landshold have ny assistenttræner.
Jon Dahl Tomasson har i et stykke tid forhandlet om at blive ny cheftræner i Malmø FF. Forleden blev det officielt, og det betyder, at han ikke længere skal være Åge Hareides trænerassistent for det danske landshold. Så snart at der lød til at være noget om snakken, gik nordmanden gik i gang med at lede efter Tomassons afløser, fortæller landstræneren ifølge Ritzau.
”Jeg har allerede været i kontakt med flere muligheder, efter at jeg fik at vide, at Jon forhandlede med Malmö FF. Mandag skal jeg holde møde med Peter Møller (DBU’s fodbolddirektør, red.) om det. Vi skal kortlægge mulighederne og se på hele vores setup, og hvad vi behøver. Jeg skal arbejde tæt sammen med ham og skal derfor vurdere personen,” siger Åge Hareide.
Han understreger, at det ikke haster at finde en ny assistenttræner, da landsholdet først skal mødes igen til marts.
”Det vigtigste i jobbet er at være klar til rollen ved slutrunden. Jeg skal også tale med nogle af spillerne om det.”
Det var også en overvejelse, hvorvidt Jon Dahl Tomasson kunne fortsætte i jobbet som landstrænerassistent samtidig med, at han er træner i Malmø. Men det var ikke optimalt, siger Hareide.
”Malmö skal også forberede sig til Europa League-kampe, og den svenske sæson starter kort efter, at vi har samling med landsholdet næste gang. Så det havde været svært for ham at holde fokus.”
Peter Møller siger i dag til Ekstra Bladet, at det er vigtigt at finde en afløser, som Åge Hareide føler sig tryg ved. Ifølge fodbolddirektøren skal det være en assistent, som kan aflaste landstræneren på træningsbanen og en type, som nordmanden kan sparre med.
Ekstra Bladet mener, at Ebbe Sand bør være favorit til jobbet og nævner blandt andet Christian Poulsen og John ’Faxe’ Jensen som andre bud.