En ting var, at Danmark spillede langt under niveau, men alligevel sikrede sig tre point i en alt andet end skøn kamp mod minputterne fra San Marino.

Forestil dig så, at du er en stolt fodboldnation, der taber til et af de mest udtalte rivaliserende landshold med 2-0.

Men ikke nok med det: Allerede i slutningen af første halvleg bliver din ubetinget største stjerne båret fra banen.

Og som toppen af den rædselspyramide: Det er en skade, der potentielt kan ende spillerens sæson.

Imens vi i Danmark havde travlt med både at græmmes over indsatsen mod San Marino, men trods alt glæde os over sejren, var der ikke noget som helst at juble over, hvis du er brasiliansk fodboldfan.

Fra slemt til værre

I nat spillede brasserne nemlig mod Uruguay i VM-kvalifikationen og løb ind i et 2-0 nederlag, men i d. 44. minut blev Neymar båret fra banen.

Efter en tackling blev han liggende i flere minutter for at modtaget behandling. Da han endelig blev fragtet ud på en båre, fik mange brasilianske fans uden tvivl ondt i maven.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Neymar fået en alvorlig forstuvning i knæet, men det kan vise sig, at skaden er langt værre end som så.

Det brasilianske fodboldforbund oplyser nemlig også, at Neymar skal undersøges for, om han har fået en ledbåndsskade. I værste fald kan en sådan skade betyde, at Neymar må se på fra sidelinjen resten af sæsonen.

Den 31-årige Al-Hilal-spiller står i alt noteret for 79 scoringer i 127 kampe for Brasilien.

Darwin Nunez og Nicolas de la Cruz scorede Uruguays to mål.