FC Barcelona har fortsat ikke forlænget med Ousmane Dembélé, der nærmer sig kontraktudløb med den spanske klub.
Hvis det ender med, at franske Ousmane Dembélé beslutter sig for at forlade FC Barcelona, skal den catalanske storklub have fundet sig en afløser.
LÆS OGSÅ: Medie: Leeds har afvist Barcelona-bud på Raphinha
Dette er klubben allerede i gang med, da de er blevet sat i forbindelse med flere spillere. Blandt andet er de blevet kædet kraftigt sammen med Leeds-stjernen Raphinha.
Faktisk lyder det, at Barcelona allerede har budt 55 millioner euro på den brasilianske kantspiller, men dette bud er dog blevet afvist af Leeds.
Derfor kan den spanske klub være tvunget til at undersøge andre alternativer. Et sådant alternativ kunne være Ángel Di María, der ifølge Mundo Deportivo er blevet tilbudt til klubben.
Den argentinske stjerne har kontraktudløb med PSG denne sommer, hvilket betyder, at han kan forlade den franske klub på en fri transfer.
At de ikke skal have penge op af lommen for at hente ham, er naturligvis tiltalende for Barcelona, men den 34-årige argentiner vil dog være en kortsigtet løsning, da han er i sin karrieres efterår.
LÆS OGSÅ: Medie: Real Madrid vil hente City-stjerne i stedet for Kylian Mbappé
Af denne grund forventes det ikke, at den spanske klub har i sinde at forsøge at bringe ham til Camp Nou, men i stedet vil se i retning af et yngre alternativ.