I lang tid har der været spekulation om, hvordan Harry Kanes fremtid ser ud. Angiveligt skulle den 28-årige angriber have udtrykt et ønske om at forlade Tottenham, og han blev i løbet af sommeren kædet sammen med Manchester City.

LÆS OGSÅ: Harry Maguire reagerer på Lingard-fejl

Et skifte til den blå del af Manchester blev dog ikke til en realitet. Derfor er Harry Kane fortsat at finde i Tottenham, og nu er der forlydender om, at han er åben for at forlænge med London-klubben.

Det bliver dog ikke uden betingelser, hvis den engelske angriber ender med at skrive under på en kontraktforlængelse. Ifølge Eurosport stiller han nemlig et krav om, at der bliver indskrevet en frikøbsklausul i den nye kontrakt.

Det kunne indikere, at Harry Kane har accepteret, at dette kan være hans eneste vej ud af klubben. Tottenham skulle angiveligt have afvist et milliardbud fra Manchester City, hvilket vidner om, at de bestemt ikke er interesserede i at sælge.

Skal den engelske angriber gøre sig forhåbninger om at vinke farvel til London-klubben, kan en ny kontrakt med en frikøbsklausul være en løsning. Sandsynligvis vil Tottenham dog stille krav om, at frikøbsklausulen ikke kan udløses med det samme.

Harry Kane har været i Tottenham hele sin karriere, hvis man ser bort fra en række lejeophold i bl.a. Millwall, Norwich og Leicester. I jagten på pokaler og titler, har han dog angiveligt givet udtryk for, at han ønsker at skifte til en anden Premier League-klub.

LÆS OGSÅ: Langer ud efter Barca: De er faktisk gået konkurs

Hidtil har bestyrelsesformand i Tottenham, Daniel Levy, dog sat en stopper for dette. Han har ikke været villig til at sælge – og da slet ikke til en Premier League-klub. Spørgsmålet er derfor, om en potentiel frikøbsklausul vil blive betinget, så en engelsk klub ikke kan udnytte.

author avatar
Nicolai Busekist