På det seneste har der været rygter om, at Pierre-Emile Højbjerg er på vej væk fra Tottenham. Nu har endnu en bejler meldt sig på banen.
I de seneste måneder har der været meldinger om, at Pierre-Emile Højbjerg kan være på vej væk fra Tottenham. Dette kan angiveligt ske allerede i det kommende transfervindue.
Han har i høj grad været kædet sammen med et skifte til Juventus i Serie A. Nu lyder det dog, at det ikke er hans eneste mulighed. Derimod har endnu en storklub vist interesse for den 28-årige landsholdsspiller.
Ifølge Tipsbladet melder spanske Jijantes via sin Twitch-kanal, at der også skulle være interesse fra FC Barcelona.
Angiveligt skulle han agent Pini Zahavi have været i Barcelona, hvor han tirsdag mødtes med klubpræsident Joan Laporta. Her blev der talt om flere spillere, men efter sigende skulle en af dem være den danske midtbanespiller.
Barcelona siges at være begyndt at kigge i retning af Højbjerg, da de leder efter en erstatning på midtbanen. Gavi har nemlig pådraget sig en slem skade, der holder ham ude resten af sæsonen. Derfor har de brug for at styrke deres midtbane.
Skulle Højbjerg have et ønske om at skifte til Barcelona, kan det vise sig at være en fordel, at hans agent er Zahavi. Det var også ham, der stod for at få Robert Lewandowski fra Bayern München til La Liga-klubben.
Den danske landsholdsspiller har været meldt væk fra Tottenham, da han i denne sæson har fået ganske lidt spilletid. Det skyldes, at klubben har hentet Ange Postecoglou ind som træner, og han har ikke den store fidus til Højbjerg.
Inden Postecoglou var den danske profil stort set altid fast mand i startopstillingen. Det har ændret sig markant i denne sæson, og det kan resultere i, at han beslutter sig for at forlade London-klubben i nærmeste fremtid.