For tiden går der ikke en dag, uden at der er nye rygter om, hvem Barcelona har intentioner om at hente i næste transfervindue. Og heller ikke hvem, de har planer om at sende ud af klubben, for at finansiere det.

Denne gang er der flere spanske medier, der melder, at de er overbeviste om, at Barcelona vil skrive under med Memphis Depay i det kommende transfervindue i januar.

Selvfølgelig forsøgte den catalanske storklub sig allerede med at hente ham fra Lyon denne sommer, men de kunne ikke finde penge i kasse til den store lønregning, der også fulgte med.

Det spanske medie SPORT er endda gået så langt, at de har skrevet, at det hele allerede er blevet arrangeret, og at det snart vil blive sat i gang. Først skal de dog finde ud af, hvad de gør med lønne. Enten er de nødt til at skære i lønnen eller sælge spillere fra.

Lettere sagt end gjort

Det er overflødigt at sige, at det er lettere sagt end gjort. De har i det sidste stykke tid arbejdet på at finde en løsning for Ousmane Dembéle, som derfor ikke er sikker på at have en fremtid på Camp Nou. Det samme gør sig i øvrigt gældende for danske Martin Braithwaite.

På trods af at være den eneste out-and-out angriber i klubben, går der stadig ryger om, at Barcelona har sendt følere ud, for at finde ud af, om der er marked for et salg. Når alt kommer til alt, vil Barca eftersigende skrive under med Depay, hvilket vil betyde, at der ikke er et nær så stort behov for Braithwaite mere.

Der er dog endnu intet, der er blevet bekræftet fra klubbens side – hverken i forhold til at hente Depay fra Lyon, men også i forhold til, om Braithwaite er på vej væk fra den catalanske klub. Derfor må tiden vise, hvad der sker.