Det var ikke en stor succes for FC Barcelona i Champions League i denne sæson. De blev nemlig sendt ud allerede i ottendedelsfinalen. I La Liga er de i skrivende stund på en tredjeplads, og kan derfor ikke klart regne med et mesterskab, selvom de er blot to point efter førerholdet fra Atletico Madrid.
LÆS OGSÅ: Laudrup med ros til Braithwaite: “Ret vildt og hatten af for det”
På baggrund af dette mener flere spanske medier, at den hollandske Barca-træner Ronald Koemans fremtid i klubben afhænger af, hvad resultatet bliver af lørdagens pokalfinale mod Athletic Bilbao.
Ronald Koeman er blevet præsenteret for dette på et pressemøde, hvor han gav udtryk for, at han mener, at det er underligt, at han skal forholde sig til den slags spørgsmål op til finalen.
“Det er lidt mærkeligt, at jeg skal svare på den slags spørgsmål. Vi har lige haft en stime på 19 kampe uden nederlag, så taber vi én kamp, og så skal vi tale om min fremtid,” lød det fra Koeman med reference til sidste lørdags nederlag til Real Madrid, hvorefter han fortsatte:
“Måske skal jeg bare acceptere det. Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og jeg ved, at der er et stort pres, og det kan jeg også godt håndtere, men jeg finder det stadig mærkeligt at skulle tale om.”
LÆS OGSÅ: Laporta er overbevist om Messi-forlængelse
Han føler dog, at han har opbakning fra den nyvalgte præsident, Joan Laporta, men han har dog ikke et behov for, at Laporta ytrer offentlig støtte, når medierne bringer hans job til spekulation.