Gary Neville mener, at Manchester United burde lægge afstand til Paul Pogbas agent, som ifølge fodboldkommentatoren kun er ude på at skabe ballade og tjene flere penge.
Superagenten Mino Raiola er som regel ikke bleg for at komme med opsigtsvækkende kommentarer i medierne. Han har flere gange været ude med riven efter Manchester Uniteds behandling af Paul Pogba, som Raiola er agent for. Ligesom den italienskfødte agent ofte fortæller vidt og bredt om den franske midtbanespillers mulige ambitioner om at spille i andre klubber. Da United-manager Ole Gunnar Solskjær forleden understregede, at Paul Pogba tilhører den klub, han er på kontrakt hos, røg Raiola til tasterne og skrev på Instagram, at den tidligere Juventus-spiller er sin egen herre.
Den tidligere United-anfører og nuværende fodboldkommentator, Gary Neville, mener, at klubben bør trække en streg i sandet over for den frembrusende agent.
”I sidste ende forlader Paul Pogba Manchester United. Klubben bør sige fra over den agent. Han har lavet numre med dem i årevis – både med Pogba og andre spillere, og jeg forstår ikke, hvorfor de lader sig trække rundt med. Han er et seriøst horn i siden for klubben, og United bør ikke lave forretninger med ham og i stedet sige til spillere, at hvis de er repræsenteret af ham, vil man ikke have med dem at gøre,” siger den 45-årige englænder i et interview på Sky Sports.
Gary Neville mener, at Mino Raiola prøver at ydmyge Manchester United ved at lade som om, han forsvarer Pogba, efter at Solskjær har sagt, hvad fodboldkommentatoren mener er indlysende. Nemlig, at Pogba er på kontrakt i United.
”Solskjær sagde ikke, at klubben ejer Pogba. Men Raiola vil have Pogba væk, han vil have sin næste store løn. Han har tjent millioner på den spiller, og det vil han blive ved med. Pogba er et gyldent æg for Raiola.”