AGF-spiller Nicolai Poulsen langer ud efter FCK-spiller Jonas Wind, efter hans udtalelser efter søndagens opgør.
Jonas Wind og Nicolai Poulsen endte i totterne på hinanden i søndagens opgør mellem AGF og FC København.
LÆS OGSÅ: Manchester United vil hente Pogba-afløser i Barcelona
Det var dog ikke blot på banen, at de to kamphaner udvekslede ord. Det gjorde de også via pressen efter kampen.
Blandt andet besluttede FC Københavns Jonas Wind at hænge Nicolai Poulsens kvaliteter som fodboldspiller ud, og det ville Poulsen bestemt ikke finde sig i.
“Jeg synes ikke, det er ret stort af en spiller, der er i FCK og er med omkring landsholdet, at han går til angreb personligt og fortæller, hvad han synes, jeg er for en spiller. Det er uværdigt, men det må han selv om,” siger Nicolai Poulsen efterfølgende til bold.dk.
De to spillere endte med at ryge i totterne på hinanden i første halvleg, da Jonas Wind fik et gult kort for at ramme Poulsen i et saksesparksforsøg.
Det lykkedes ham ikke at ramme bolden, da Poulsen kom i vejen, og det medførte, at AGF-spilleren blev ramt i stedet.
Det fik Poulsen til at kaste sig til jorden, hvor han også tog sig til hovedet. Jonas Wind fik et gult kort af dommeren, men de to spillere fortsatte et heftigt skænderi midt på banen.
Efter kampen forklarede Jonas Wind, at han ikke ville ‘bruge for meget tid på at snakke om en spiller med den kvalitet og de færdigheder – eller mangel på samme – som Nicolai Poulsen har’.
Denne udtalelse er dog ikke noget, som Nicolai Poulsen har noget tilovers for, forklarer han til bold.dk. Derudover har han også selv lagt en stikpille ud på Instagram som svar til Jonas Wind.
“Der er forskel på at gøre det, jeg gjorde, og så være så nedladende, som han var efter kampen. Det er under al kritik, og det ville jeg aldrig selv kunne finde på. Det er nedladende at sige, hvor dårlig en anden fodboldspiller er, eller hvad det kunne være,” siger Nicolai Poulsen.
LÆS OGSÅ: Storklub vil gøre Barca-stjerne til klubbens dyreste indkøb
Han indrømmer dog at have overspillet situationen, men påpeger samtidig, at han mener, at 90 procent af alle spillere ville have gjort det samme i situationen.