Tottenham-manager Mauricio Pochettino mener ikke, at 1-0-sejren på hjemmebane ændrer på, at Manchester City er favorit til at gå videre i Champions League.

Det begyndte ellers skidt for Tottenham i gårsdagens første opgør i kvartfinalen på hjemmebane mod Manchester City, da gæsterne fik tilkendt et straffespark efter 13 minutter. Men Sergio Agüero missede muligheden og store dele af resten af kampen var en hård og tæt affære. På oplæg af Christian Eriksen bankede Son Heung-min kampens eneste mål i kassen efter 78 minutter. 

En vigtig sejr, sagde Tottenham-manager Mauricio Pochettino efter kampen. Men der er stadig lang vej til semifinalen for Londonklubben, understreger han. City er stadig favoritter, hvis det står til ham. 

”Der er meget arbejde endnu. Det bliver en helt anden kamp i næste uge. Jeg er glad for præstationen, og jeg glad for vores tilgang til kampen. Vi gjorde det godt, og det er vores udfordring i fremtiden: at præstere konstant på det niveau,” sagde argentineren på det efterfølgende pressemøde. 

”At vinde første opgør, giver os tro på, at vi kan tage dertil(City) og kæmpe en masse.”

City-manager Pep Guardiola var – nederlaget til trods – ikke utilfreds med sit holds præstation. 

”Jeg føler ikke, at vi spillede dårligt. Vi skabte chancer og kontrollerede kampen. Jeg vil gerne have scoret et mål, men situationen er, som den er. Hvis vi ikke spiller godt, er jeg den første til at stå ved det, men det er ikke sådan, jeg har det. Vi spillede efter at score et mål, men kunne ikke. Men vi har den næste kamp(til at få scoret),” sagde spanieren ifølge BBC Sport. 

Den tidligere Barcelona- og Bayerntræner ser resultatet som en god udfordring for hans mandskab.

”Vi holder hovedet højt og må prøve, hvad vi kan med vores folk. Det bliver svært, men vi vil skubbe på og forsøge.”

author avatar
Redaktionen