James Rodriguez vender tilbage til Real Madrid efter sit lejeophold i Bayern München. Men det ser ud til, at han igen er at finde i en ny klub lige straks.
Colombianske James Rodriguez fik ikke det ophold i Bayern München, den 27-årige offensivspiller kunne have håbet på. Han har været på lån hos sydtyskerne siden 2017 efter tre sæsoner hos Real Madrid. Nu er han officielt tilbage i den spanske klub, men meget tyder på, at han skal videre med det samme.
Ifølge den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, så bliver det formentlig Napoli, der bliver hans nye klub. Napolis klubpræsident Aurelio de Laurentiis vil hente Rodriguez på lån for 75 millioner kroner – en aftale, der dog skulle indebære, at Napoli køber spilleren for knapt 300 millioner kroner, som skal betales næste sommer.
Men Marca skriver i dag, at Real Madrid ikke har tænkt sig at stille sig tilfreds med en låneaftale. Klubben vil sælge Rodriquez nu, og her er de 75 millioner kroner ikke nok. Den spanske kongeklub har som bekendt brugte enorme summer på at hente spillere som Eden Hazard, Luka Jovic, Ferland Mendy, Rodrygo og Eder Militao. Derfor skal der sælges spillere.
Hvis Napoli ikke lykkedes med at hente James Rodriguez, forventes det i spanske medier, at Real Madrid nok skal få spilleren solgt til en anden klub. Rodriguez er i øjeblikket i fin form og har lagt op til flere scoringer i Colombias første kampe Copa America, som spilles i Brasilien i øjeblikket.
James Rodriguez brød igennem på den store scene, da han imponerede under VM i 2014, hvorefter Real Madrid købte ham i Monaco for cirka 527 millioner kroner. Derfor er det ikke overraskende, at klubben vil arbejde på at hente nogle af de mange millioner hjem igen på et salg.