”Jeg har fem CL-titler, de har ingen,” sagde portugiseren, da han blev spurgt ind til nederlaget efter kampen.
Cristiano Ronaldo har vundet Champions League fem gange i sin karriere.
Og det gjorde den femdobbelte vinder af Den Gyldne Bold opmærksom på både under og efter kampen, da portugiseren og Juventus spillede ottendedelesfinale i går mod Atletico Madrid – og tabte 2-0.
Det var første gang, siden han skiftede til italiensk fodbold i sommer, at han i går var tilbage for at spille i Madrid, og hans gamle lokalrivaler fra tiden i Real Madrid, blev flere gange mindet om hans storhed, som Goal skriver.
I løbet af kampen havde han flere gange fem spredte fingre fremme for at vise hjemmeholdets fans, hvem det var de peb af.
Og da han gik igennem mixed zone efter kampen, og de fremmødte journalister ville have hans kommentar til nederlaget, fik den portugisiske europamester lige sagt i forbifarten, at ”jeg har fem Champions League-titler. I har ingen.” Så var det på plads.
Cristiano Ronaldo er med sine 121 mål i turneringen den spiller med rekorden for flest mål foran Lionel Messi. I går kom han dog ikke på måltavlen.
Han var dog tæt på med et hårdt frispark et stykke uden for feltet, som tvang Atleticos målmand ud i en god redning. Ronaldo har været i glimrende form siden skiftet til Juventus.
Han har foreløbig scoret 19 mål og lavet 8 assists i Serie A, og den 34-årige superstjerne ligner stadig en mand, der har appetit på flere titler.
Hvis det skal blive Champions League-titler, er der noget, der tyder på, at han skal være skarpere, når Juventus spiller returopgør mod Atletico Madrid i Torino den 12 marts.
Juventus var senest i finalen i CL i 2017, hvor de tabte 4-1 til Real Madrid. Her var samme Ronaldo på pletten to gange for den spanske kongeklub.