FC Københavns 22-årige topscorer, højrekanten Robert Skov, er så farlig foran mål, at han bliver vanskelig at holde fast på, hvis udenlandske klubber byder, mener Ståle Solbakken.

Da Robert Skov scorede i søndagens 4-0-sejr over OB i Parken, var det hans mål nummer 26 for FC København i superligaen i denne sæson. Og han er ikke engang angriber. Til gengæld er han meget træfsikker fra straffesparkspletten, ferm på frispark og på langskud ikke mindst. Derfor vil der højst sandsynligt komme bud på den  22-årige højrekantsspiller til sommer. Det er hans norske træner i hvert fald indstillet på. 

”Det ville jo være mærkeligt, hvis ikke der kom noget,” siger Ståle Solbakken i interview med Politiken og bekræfter, at Robert Skov er den spiller i truppen, han er mest nervøs for at miste. 

Skov har først kontraktudløb med FC København i 2022, og Ståle Solbakken ser ham som en vigtig brik, hvis klubben skal i Champions League – såfremt mesterskabet bliver sikret – til efteråret. 

”Men det kan jo være, at buddene bliver for store til at afslå. Offensive spillere er eftertragtede,” konstaterer nordmanden, der dog ikke vil ikke give et bud på i hvilken størrelsesorden, han regner med at eventuelle transferbud vil ende på.

”Det kommer an på, hvilke klubber der kommer, og hvem der konkurrerer. Og det kommer an på, hvor dygtige vi er, og hvor dygtige hans repræsentanter er. Hvis der pludselig kommer en klub, der virkelig vil have ham, må vi bare se på det,” siger han til Politiken. 

Robert Skov er blandt andet blevet rygtet til Premier League, hvor Tottenham angiveligt skulle være interesseret i den målfarlige dansker. Ligeledes skulle den tyrkiske storklub Fenerbahce være ude efter Robert Skov, som Brian Steen Nielsen – der repræsenterer det agentfirma, midtbanespilleren er tilknyttet, har sagt i et interview med en tyrkisk tv-kanal. 

author avatar
Redaktionen