Den brasilianske forsvarsveteran Thiago Silva mener, at Leo Messi overgår alle andre spillere i historien. 

Brasilien og Argentina tørner sammen i den ene semifinale i Copa America i Brasilien, der spilles på onsdag, og selvom Leo Messi har fået kritik for ikke at være så dominerende i turneringen indtil videre, får han nu opbakning fra en kommende modstander i det opgør. 34-årige Thiago Silva fortalte til en gruppe journalister i går, at den lille argentiner i hans optik er den bedste fodboldspiller nogensinde.

”For mig at se er Messi den største spiller i historien. Han er den bedste spiller, jeg har set. Men nu handler det om Brasilien mod Argentina, og vi må beundre ham i andre kampe,” sagde PSG-spilleren. 

Brasilien slog Paraguay efter 0-0 i ordinær spilletid og straffesparkskonkurrence, mens Argentina tog stikket hjem med en 2-0-sejr over Venezuela. Leo Messi har foreløbig kun scoret et enkelt mål i turneringen, men Barcelona-anføreren er altid meget vanskelig at spille over for, siger Silva. 

”Hver gang vi har mødtes, uanset om det har været på landsholdet eller i Champions League, har det været meget svært at spille imod ham. Uanset hvor meget man forbereder sig, så kommer man aldrig til at forstå, hvilke kvaliteter han har og den forskel, han kan gøre. Nogle gange, så trækker han ting op af hatten, som man ikke kan forestille sig. Det er der, han gør forskellen,” siger brasilianeren på nyhedskonferencen ifølge Goal. 

”Som centerforsvarer er du nødt til at studere alle mulighederne. Vi ved, at han som regel trækker til venstre, men mange gange trækker han til højre.”

Vinderen af semifinalen mellem Brasilien og Argentina, skal møde vinderen af Chile mod Peru. Finalen bliver spillet den 7 juli på det legendariske Maracana-stadion i Rio de Janeiro. 

author avatar
Redaktionen