Arsenals forsvarslegende mener, at den walisiske midtbanespiller er for god til at lade smutte på fri transfer. Og Ramsey burde ikke tage til Juventus, siger Adams.
Aaron Ramsey skifter til Juventus på en fri transfer til sommer, hvor han har skrevet under på en fem-årig kontrakt med de italienske mestre. Det forstår Tony Adams ikke.
Og Arsenal burde i hans optik være mindst lige så attraktiv at spille i som Juventus. Dengang den 52-årige englænder selv spillede topfodbold, så tingene anderledes ud, siger han.
”Det er et andet spil og en anden klub end den jeg forlod, da jeg stoppede i 2002. Vi ville være konkurrencedygtige, og spillere fra Juventus ville skifte til os. Aaron Ramsey er for god at lade gå. Hvorfor vil han til Juventus? Det er en mindre klub end Arsenal. Sådan har jeg i hvert fald altid følt det. Andre mennesker tænker måske anderledes,” siger Adams til Sky Sports.
Tony Adams arbejdede på et tidspunkt som talentspejder i Arsenal, efter han stillede fodboldstøvlerne på hylden, ligesom han også har været træner i Portsmouth og Gabala FK, der holder til i Aserbajdsjan.
Aaron Ramsey har spillet 10 år i Arsenal, hvor han kom til fra Cardiff for cirka 41 millioner kroner. Hos Arsenal har Ramsey vundet tre FA-cup-titler.
Den 28-årige midtbanespiller bliver efter sigende forgyldt med en kontrakt med Juventus til en værdi af 62 millioner kroner om året. Han bliver dermed den næstbedst betalte spiller på holdet i Torino, kun overgået af Cristiano Ronaldo.
Juventus-træner, Max Allegri, er ifølge The Guardian en stor beundrer af Ramsey, som han skulle påtænke at bruge på en tremandsmidtbane ved siden af Blaise Matuidi og Miralem Pjanic.
Ramsey vil formentlig erstatte enten Emre Can, Rodrigo Bentancur eller Sami Khedira, hvor særligt sidstnævnte er blevet rygtet væk fra Juventus på det seneste.