AGF vandt søndag over AC Horsens, og én af kampens store oplevelser var det unge AGF-talent Albert Grønbæk.

Den kun 19-årige kantspiller var blevet tildelt en plads i startopstillingen for fjerde gang i træk. Denne tillid kvitterede han for, ved at levere et mål og en assist, ligesom han også blev kåret til kampens spiller.

Ikke nok med det, så modtog det unge talent også selvsamme hæder, da AGF vandt over OB i tredje spillerunde.

Meget indikerer derfor, at Albert Grønbæk er godt på vej mod et gennembrud i den århusianske klub. Det har han valgt at takke David Nielsen for.

“Det er super dejligt at få tilliden fra træneren til at komme ind og spille, og at jeg har et niveau til at bidrage til holdet. Det føler jeg er utrolig vigtigt, så jeg ikke bare falder igennem, men i stedet griber chancen og præsterer godt kontinuerligt,” siger han til AGF’s egen hjemmeside.

Tredje hjemmebanesejr i træk

AGF er kommet pænt fra start i denne sæson af 3F Superliga. De har i øjeblikket en andenplads, og er kun et enkelt point fra Brøndby IF, der ingen point fik med hjem fra Haderslev søndag, da de tabte 2-0 til SønderjyskE.

Sejren over AC Horsens var tilmed AGF’s tredje hjemmebanesejr i træk. Desuden kan de også bryste sig af, at de endnu ikke har tabt en kamp i denne sæson. Derimod har de vundet tre kampe og spillet to uafgjort.

“Det er fantastisk at spille på dette hold. Jeg synes, vi er inde i en rigtig flot udvikling lige nu. Det er sindssygt fedt at være med på sporet, som vores tog kører på lige nu. Det går fremad, og vi kigger os ikke tilbage, men kun frem mod den næste kamp, der er den vigtigste,” siger det 19-årige AGF-talent også til deres officielle hjemmeside.

Næste gang Albert Grønbæk og kompagni skal i aktion er i næste weekend, hvor de tager imod FC Købehavn på hjemmebane. Kampen spilles søndag kl. 18.00.

author avatar
Nicolai Busekist