FC Barcelona-keeper Marc-André ter Stegen var slet ikke tilfreds, da han udtalte sig til pressen efter deres nederlag til Almeria søndag aften.

Søndag aften havde FC Barcelona en gylden mulighed for at bringe sig foran Real Madrid med hele 10 point i La Liga. Denne mulighed greb de dog ikke.

På noget overraskende vis endte den catalanske storklub nemlig med at tabe 1-0 til Almeria, hvilket kostede dem deres tre point til kontoen i den spanske liga.

Efter kampen har flere af spillerne udtalt sig til pressen, og en af dem, der gjorde det klart, at det ikke var godt nok, var den tyske målmand Ter Stegen.

“Dette er mere end bare en advarsel. Vi skulle have gjort vores arbejde. Vi stod tilbage med følelsen af, at vi kunne gøre noget mere. Vi er nødt til at være selvkritiske og se, hvad der skal forbedres,” sagde han ifølge BarcaTV+.

“Madrids uafgjorte kampe gjorde os ikke afslappede. Det var faktisk omvendt.”

“At tabe er altid smertefuldt. Vi er nødt til at falde til ro, lade batterierne op og se fremad,” lød det også fra ham.

Næste kamp for Barcelona er den 2. marts, hvor de tørner sammen med Real Madrid i Copa del Rey, hvor de to storklubber skal spille om at sikre sig en plads i finalen.

author avatar
Nicolai Busekist