Ernesto Valverde forlængede sin kontrakt med Barcelona i februar måned, men derfor er hans fremtid i klubben ikke nødvendigvis sikker. 

Det er svært at argumentere for, at Barcelona er i gang med en dårlig sæson. Klubben har netop vundet det spanske mesterskab for andet år i træk og skal senere på måneden spille finale i Copa del Rey mod Valencia. Men Champions League er som bekendt også en væsentlig faktor for succes i den catalanske klub.

Og med midtugens exit i semifinalerne mod Liverpool efter et 4-0-nederlag på Anfield, hvor det første opgør endte med en 3-0-sejr til Barcelona, er der ifølge Marca slået tvivl om, hvorvidt klubbens træner Ernesto Valverde også har sit job i næste sæson. 

Ifølge den spanske avis, var nederlaget til Liverpool af en karakter, der har fået ledelsen i Barcelona til at tvivle på, om truppen har den rette tilstand. Selvom klubben er bedst i Spanien, er europæisk  dominans af højeste prioritet for FC Barcelona. Det er andet år i træk, at Barcelona ryger ud af Champions League efter at have sat en komfortabel føring over styr. I sidste sæsons kvartfinaler mod Roma, vandt klubben 4-1 på hjemmebane i første kamp, men tabte så 3-0 i Rom.

Den type ydmygelser glider ikke nemt ned for en klub af Barcelonas størrelse og med kollapset på Anfield i år skulle Ernesto Valverde ifølge Marca have mistet opbakning fra flere personer i ledelsen, lige så vel som blandt flere af spillerne. Derfor er der heller ingen, der har været ude og bakke træneren op i forbindelse med CL-exittet. Hvorvidt Valverde bliver fyret eller ej, bliver efter alt at dømme først afgjort efter finalen i Copa del Rey den 25. maj. 

Af mulige afløsere for Ernesto Valverde nævnes Ronald Koeman og Ajax’ nuværende træner Erik ten Hag.

author avatar
Redaktionen