Real Madrids tilbagevendte træner siger, at han vil elske at være træner for Kylian Mbappé fra PSG, men snak om nye spillere må vente lidt endnu. 

Det har sat gang i spekulationerne om et bud fra Real Madrid på PSG-angriberen Kylian Mbappe, at Zinedine Zidane har udtalt sig positivt om den 20-årige angriber, som Goal skriver. 

”Jeg vil elske at træne Mbappé, som jeg vil elske at træne andre gode spillere. Men jeg vil ikke tale om hverken Neymar, Mbappé eller andre spillere, som er i andre klubber. Det er ikke tiden til den slags,” siger den nyudklækkede Real Madrid-træner, da han bliver spurgt ind til de to angribere fra PSG

Ifølge rygter var Real Madrid interesseret i at hente Mbappé i Monaco, inden han røg til PSG. Den unge angriber blev den næstdyreste spiller nogensinde (kun overgået af PSGs køb af Neymar), og den dyreste teenager nogensinde, da den franske hovedstadsklub købte ham i Monaco for knapt 1,2 milliarder kroner. Hvis Real Madrid skal gøre alvor af flirten med spilleren, vil der formentlig skulle et beløb i nærheden på banen. 

På samme pressemøde blev Zinedine Zidane også bedt om at forholde sig til situationen for Real Madrids udskældte waliser, Gareth Bale. Og den franske træner vil se fremad. 

”Jeg vil ikke tale om, hvordan hans sæson har været indtil nu. Vi har 11 kampe tilbage, og jeg regner med ham. Jeg kommer til at gentage mig selv her, men Gareth er klar til at spille.”

En anden spiller hos kongeklubben, der har haft et formdyk på det seneste, er spanieren Isco. Under Santiago Solari var han ofte henvist til en plads på bænken. Men måske kan der være lysere tider på vej for midtbanespilleren under Zidanes ledelse. 

”Isco vil bare spille fodbold og intet andet. Jeg regner med Isco, ligesom jeg regner med andre spillere. Det vigtige er, at alle føler sig involveret,” siger Real-træneren til de spanske journalister.