Zinedine Zidane sagde i sommer farvel til jobbet som træner for Real Madrid. Nu er han tilbage og fortæller, at han er ivrig efter at komme i gang. 

Real Madrid har ikke levet op til forventningerne i denne sæson. Mesterskabet er ikke længere inden for rækkevidde, og de tredobbelt forsvarende Champions League-vindere blev i sidste uge sendt ud af Ajax i ottendedelesfinalen, ligesom klubben fik ørerne i maskinen mod rivalerne fra Barcelona, som vandt 3-0 i semifinalen i Copa Del Rey.

Så nu er Santiago Solari fortid som træner, og Zinedine Zidane er tilbage. Otte måneder efter han sagde sit job op i klubben. Men franskmanden er ivrig efter at komme i gang igen, siger han. 

”Det er en speciel dag for alle. Jeg er meget glad for at være hjemme igen. Jeg vil udføre det arbejde, der skal til for at få klubben tilbage, hvor den hører til, ” som han sagde på pressemødet, da han blev præsenteret som ny træner i Real Madrid. 

”Jeg forlod klubben, fordi jeg havde brug for forandring efter sidste sæson. Og for alles bedste, da klubben havde vundet så meget. Nu er jeg tilbage, efter præsidenten ringede til mig og spurgte, om jeg ville, da jeg elsker både ham og klubben. Efter otte måneders pause var jeg ivrig efter at træne igen. Det er et stort ansvar. Alle spillerne elsker klubben. Det gælder også mig. Jeg har spillet med klublogoet på trøjen og vundet meget her, ” pointerede Zidane over for de fremmødte pressefolk. 

Real Madrids præsident Florentino Perez fortalte, at han tog kontakt til Zidane for fem dage siden for at høre, om han var interesseret i at tage fat på en ny æra i klubben. Samtidig ville præsidenten gerne anerkende Santiago Solari for hans arbejde i klubben. 

”Vi har på det seneste ikke opnået de resultater, vi forventede. Men Solari har vist loyalitet over for klubben, og han har vist sin kærlighed og dedikation til klubben fra første dag. Han påtog sig et ansvar i en svær tid. Hvis han blive hos i klubben i en anden funktion, er han velkommen til det, ” sagde præsidenten på pressemødet, hvor han rundede af med at sige, at klubben med Zidane tilbage ved roret, tager fat på en ny æra.

author avatar
Redaktionen