Torsdag blev Memphis Depay officielt præsenteret i FC Barcelona. Den officielle præsentation var blevet udskudt en kende, hvorfor det ikke var nogen hemmelighed, at han var nået til enighed med den catalanske klub.

LÆS OGSÅ: Laporta bekræfter: ‘Vi er åbne for bud på ham’

I forbindelse med præsentation af den hollandske angriber, var det dog ikke kun spilleren selv, der var et emne.

Der er nemlig flere andre emner, der fylder endnu mere for både Barcelona og pressen. Derfor blev Barcelona-præsident Joan Laporta naturligvis også bedt om at forklare nærmere om den nuværende situation med Messis forlængelse.

Her gjorde han det klart, at Messi altid har sagt, at han ønsker at blive i klubben. Samtidig fortalte han også, at de gør fremskridt i forhold til at sikre, at det faktisk kan lade sig gøre, at de forlænger.

“Spilleren har altid sagt, at han vil blive, og vi gør gode fremskridt med forhandlingerne,” sagde Joan Laporta.

“Yuste og Alemany arbejder virkelig hårdt. Hvad vi alle ønsker er, at Messi bliver i Barca. At han bliver i mange år og spiller sammen med talentfulde fodboldspillere som Depay.”

Desuden forklarede han også, at de er meget tilfredse med den attitude, der vises fra begge parter. Han erkendte nemlig, at denne situation havde været markant sværere, hvis ikke begge parter havde udvist denne form for velvillighed.

LÆS OGSÅ: Memphis forklarer: Derfor vil jeg ikke kaldes Depay

“Vi er meget tilfredse med den attitude, som begge parter har vist, hvilket en operation som denne har brug for. Leo er på ferie lige nu, men han har et helt hold, der arbejder på at få ham en kontrakt, der passer til alle,” rundede han af.

author avatar
Nicolai Busekist