Ifølge norske medier er Nicklas Bendtners holdkammerater utilfreds med, at danskeren angiveligt får særbehandling i Rosenborg. Nu fortæller klubbens sportschef, at angriberen snart er fortid i Rosenborg. 

Rosenborgs sportschef Stig Inge Bjørnebye fortæller i dag til norske Dagbladet, at Nicklas Bendtner forlader klubben til sommer. Det er kulminationen på en udvikling, hvor den danske angriber har været udeladt af truppen i længere tid. Samtidig har flere af hans holdkammerater ifølge Trondheims lokale Adresseavisen været utilfredse med, at danskeren angiveligt har fået særbehandling af klubben.

Det gælder Bendtners kontrakt, der ifølge avisen ligger på omkring 11 millioner kroner om året, ligesom danskeren i en periode fik lov at spille i Nike-støvler, selvom Adidas betaler for at sponsorere hele truppen. Derudover har den 31-årige angriber fået lov til at rejse ud af landet på tidspunkter, hvor ingen andre i truppen har måttet, som Ekstra Bladet skriver. 

Det norske Dagbladet skriver fredag, at årsagerne til, at Bendtner ikke spiller for øjeblikket ikke kun skyldes dårlig form og manglende engagement på træningsbanen. Han skulle angiveligt have en klausul i sin kontrakt, så han modtager 15 millioner norske kroner, hvis han når at spille 60 kampe for klubben. Lige nu har Bendtner spillet 57 kampe for klubben. Rosenborg afviser dog, at dette skulle have noget på sig. 

”Det er så langt ud, at det næsten ikke er til at tro. Det er ikke i nærheden af at være sandt,” siger Stig Inge Bjørnebye om Dagbladets historie om Bendtners kontrakt. 

At danskeren bliver solgt til sommer har gennem længere tid været planen, understreger den norske sportschef. Men skader og dårlig form er kommet i vejen for et salg. 

”Helt fra da Nicklas kom til Rosenborg, har der været den fælles forståelse mellem ham og klubben. Intensionen var at hente ham til Rosenborg, gøre ham til topscorer, få ham tilbage på det danske landshold og spille VM. Det var meget tæt på at ske, men så fik han en skade før udtagelsen,” siger Bjørnebye ifølge Ekstra Bladet. 

Selv har Nicklas Bendtner sagt om kritikken, der er kommet anonymt fra hans holdkammerater, at nogle ting er gengivet korrekt, mens andre ting er plantede rygter. 

”Jeg har ikke et indtryk af, at jeg skulle have hverken en hel eller halv spillergruppe imod mig. Nogle gange kan det være lettere at finde en at skyde skylden på, når det ikke fungerer for kollektivet. Her er det klart, at en spiller med min historie og status står først i køen,” siger den tidligere Arsenal-angriber blandt andet om sagen.

author avatar
Redaktionen