Et præsidentskifte var den udløsende faktor, da Arjen Robben skiftede væk fra Real Madrid i 2009, siger den 35-årige hollænder. 

Da Cristiano Ronaldo kom til Real Madrid i 2009, betød det, at Arjen Robben måtte væk, da hans plads i startopstillingen formentlig var blevet truet. Men det var ikke kun portugiserens ankomst, der gjorde udslaget, fortæller Robben til Goal. Det var de mange forandringer i spillertruppen, som skete i forbindelse med, at Florentino Perez vendte tilbage som klubpræsident. 

”Jeg følte mig godt tilpas og spillede godt, men da politik kom i spil, og jeg ikke fik en reel chance, måtte jeg træffe en beslutning om, hvorvidt jeg ville blive og kæmpe eller fortsætte karrieren et andet sted,” siger den 35-årige kantspiller. 

Det var ikke kun Ronaldo, der kom til af nye spillere, da klubben fik ny præsident. Perez købte også Kaka, Karim Benzema og Xabi Alonso. Og når så mange spillere kom ind, var der også nogle måtte ud. 

”Real brugte så mange penge, og vi fik at vide, at de havde brug for at tjene nogle penge på transfers. For mig var det en skam, da jeg havde et godt forhold til Manuel Pellegrini, der var træner, og jeg havde haft den måske bedste sæsonopstart i min karriere,” siger Robben til Goal

Han talte med Mark van Bommel og Bayern-træner Louis van Gaal, der begge overbeviste ham om, at den sydtyske klub var den rigtige destination for ham. Og Arjen Robben har da heller aldrig fortrudt sit skifte. 

”Jeg husker, at beslutningen ikke var nem. Jeg sad sammen med min familie på terrassen og talte det igennem. Det handlede jo om at forlade en stor klub som Real Madrid. Så var der ingen vej tilbage. På det tidspunkt var Bayern ikke så succesfulde i Europa. Mit mål havde altid været at vinde Champions League. Men skiftet til Bayern var den bedste beslutning i min karriere.”

Bayern München vandt Champions League-titlen med Arjen Robben på holdet i 2013.