Det er ikke nok med bødestraf. Klubber og landshold skal fratages point, hvis deres tilskuere kommer med racistiske tilråb, mener den tidligere Manchester United-angriber.

Da England spillede på udebane i Montenegro forleden, blev flere af de engelske spillere mødt af abelyde og andre racistiske tilråb fra hjemmeholdets tilskuere. UEFA har påbegyndt en disciplinærsag for at finde ud af, om Montenegro skal straffes. Her kan en eventuel bødestraf blive konsekvensen, men det er ikke nok, mener Dwight Yorke. Den tidligere Manchester United-angriber fortæller til SkySports, at straffen skal have en anden karakter, hvis vi skal komme racismen på lægterne til livs. 

”Jeg mener ikke, at det er nok med en bøde. Vi har helt sikkert gjort fremskridt i de senere år, hvad racisme angår, men vi har også set det komme tilbage. Racisme er noget, vi skal have udraderet fra sporten, og den eneste måde vi kan gør det på, er ved at træffe svære beslutninger,” siger den tidligere topangriber fra Trinidad og Tobago. 

”Penge er ikke et problem, vi er nødt til at indføre pointstraf, så vi kan få racisterne fjernet. Jeg mener, at de folk, der kan bestemme de her ting, må træffe nogle meget hårdere beslutninger, da bødestraf ikke er nok.”

Som UEFA skriver på deres hjemmeside er Montenegro – udover at være sigtet for racisme blandt tilskuerne – også sigtet for affyring af fyrværkeri og for kast af objekter på banen, samt for generel uro på tilskuerpladserne. Sagen afgøres den 16. maj. 

Englands 18-årige debutant Callum Hudson-Odoi fortalte efter kampen, at han godt kunne høre, at der kom racistiske tilråb fra lægterne. 

”Da jeg løb over for at lykønske Sterling, hørte “Rosey” (Danny Rose,) og jeg det. De lavede abelyde. Det er ikke i orden. Det er uacceptabelt, og jeg håber, at UEFA vil tage hånd om det,” sagde Chelsea-spilleren til The Guardian. Raheem Sterling stod for tre scoringer i opgøret mod Montenegro, som England vandt med 5-1. 

author avatar
Redaktionen