Bayern München sikrede sig igen tre point og cementerede deres førsteplads med deres sejr over Schalke 04 søndag eftermiddag. Ikke nok med, at de sikrede sig tre point, var der også et par af klubbens spillere, der skrev historie i den bedste tyske række.

LÆS OGSÅ: Fernandes imponerer: Sætter ny Premier League-målrekord

Først og fremmest lykkedes det for Manuel Neuer at holde buret rent i kampen, og det har han gjort et par gange før. Faktisk har han formået at gøre det intet mindre end 197 gange i den tyske Bundesliga. Det er ikke blot imponerende, men også en ny rekord.

Den tidligere indehaver af denne rekord er den legendariske Oliver Kahn, der også stod mellem stolperne for Bayern München i en stor del af sin karriere. I sin tid i Bundesligaen leverede han 196 clean sheets. Han stoppede sin aktive karriere for mere end ti år siden, hvorfor han ikke kommer til at overtage rekorden igen.

Det var dog ikke kun Manuel Neuer, der fik sat en ny rekord i opgøret mod Schalke 04. Det gjorde Robert Lewandowski nemlig også, hvorfor han også fik skrevet sig ind i Bundesligaens historiebøger.

Den polske målbomber scorede sit 23. mål på 18 ligakampe i denne sæson. Samtidig blev han også den første spiller til at score i otte udebanekampe i træk i Bundesligaen. Det skriver mediet Squawka.

LÆS OGSÅ: Dest afslører: Tysk storklub ville også have mig

Derudover var målet i søndagens kamp også hans mål nummer 500 som professionel. Det påpeger ESPN blandt andet. Det betyder, at han skriver sig ind i en eksklusiv klub. De eneste aktive spillere, der har scoret mere end 500 mål i deres karriere, er nemlig Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Zlatan Ibrahimovic og nu Robert Lewandowski.

author avatar
Nicolai Busekist