Den tidligere angriber og nuværende fodboldkommentator Mads Junker tror ikke, at Nicklas Bendtner ender i en ny skandinavisk klub. Danskeren er røget ud i kulden i Rosenborg.
Nicklas Bendtner er ikke en del af fremtidsplanerne i Rosenborg. Det har klubbens sportschef gjort klart for nogle måneder siden. Udmeldingen kom i kølvandet på en række negative historier om den danske angriber, der er blevet upopulær blandt flere af sine holdkammerater. Den tidligere fodboldspiller og nuværende kommentator på Eurosport, Mads Junker, siger til den norske avis Dagbladet, at Bendtners situation er ”sørgelig”, men giver sit bud på, hvor angriberens fremtid kan befinde sig.
”Han elsker at spille fodbold. Nicklas har en alder, hvor det ikke giver mening at stoppe. Jeg ville blive meget overrasket, hvis han lægger støvlerne på hylden. På samme tid kan jeg ikke forestille mig ham i Halmstad eller Esbjerg. Han er en globetrotter. Han har et navn og et CV, som gør ham interessant. Jeg tror mere på Qatar, Dubai eller Kina. Så kan han tjene gode penge i slutningen af sin karriere,” siger Junker i interviewet, som er gengivet i BT.
31-årige Nicklas Bendtner har spillet i Rosenborg siden marts 2017, hvor danskeren lagde godt ud med masser af mål og spilletid. Siden blev han skadet og havde svært ved at finde en plads i Trondheim-klubbens startopstilling, og så kom de negative historier frem i de norske medier.
Den norske fodboldkommentator Birger Løfaldi beskrev i Adresseavisen i maj måned, hvordan Nicklas Bendtner var en kæmpe stjerne, da han kom til klubben.
”Fra første spark var Bendtner super populær. Og der gik ikke længe, før han klart overgik skistjernen Petter Northug som Trondheims største kendis. Og det siger lidt, fordi han er altså kæmpe heroppe. Han var vigtig uden for banen, fordi han tiltrak folk og skabte meget opmærksomhed, men han var også vigtig på banen. Man spillede ham rigtigt, og holdet spillede godt. Han havde et mål om at rette op på sin karriere, og det så ud til at lykkes.”
Men siden gik det som bekendt ned ad bakke for danskeren.