Det er ikke nogen hemmelighed, at Christian Eriksen har haft svært ved at finde sig til rette i Inter. Af denne grund er det heller ikke blevet til specielt meget spilletid, siden han ankom til den italienske klub.
LÆS OGSÅ: Zanka: “Vi har kæmpet med det mentale spil”
Da hans spilletid i Inter har været begrænset, har det også vist sig, at han er lettere overflødig i klubben. Det betyder, at et skifte kan komme på tale allerede i det kommende transfervindue i januar.
Det er den kendte, italienske transferjournalist Fabrizio Romano, der mener at vide, at Tottenham er blevet tilbudt at leje Eriksen. Det skulle være et tilbud, som de fik kort tid før det netop overståede transfervindue smækkede i.
Angiveligt overvejer Premier League-klubben, hvorvidt de bør hente Christian Eriksen “hjem” på en lejeaftale. Ifølge Fabrizio Romano bliver det – som angivet – allerede fra vinterperioden.
Ifølge Sky Sport Italia er det ikke noget, som Inter har i sinde at sætte en stopper for. De er både villige til at lade ham gå på en permanent aftale eller på en lejeaftale.
For den italienske Serie A-klub handler det hovedsageligt om, at de ønsker at spare udgifterne på en spiller, som Antoine Conte ikke bruger fast – og sandsynligvis heller ikke kommer til at bruge fast.