Franske Ousmane Dembélé har endegyldigt besluttet sig om sin fremtid. Når hans kontrakt udløber til sommer, vil han til Premier League.
I lang tid har der været tvivl om Ousmane Dembélés fremtid. Hans kontrakt med FC Barcelona udløber til sommer, men han har endnu ikke underskrevet en kontraktforlængelse.
LÆS OGSÅ: Serie A-klub viser interesse for Barcelona-profil
De seneste uger har der været forlydender om, at han stiller enorme lønkrav. Dette skulle have medført, at forhandlingerne med Barcelona er brudt sammen.
Derfor er der ikke meget, der tyder på, at Ousmane Dembélé har en fremtid på Camp Nou. Tværtimod tyder det mere og mere på, at han til sommer vil være fortid i klubben. Det store spørgsmål er derfor, hvilken klub, der bliver hans næste.
Ifølge den spanske radiostation Cadena SER har Dembélé dog besluttet sig endegyldigt om sin fremtid. Det skriver Mirror.
Radiostationen rapporterer, at franskmanden har besluttet at forlade Barcelona. Ikke nok med det, har Dembélé også udset sig, hvad hans næste destination skal være. Han skulle nemlig være meget interesseret i et skifte til Premier League.
Der nævnes ikke specifikke klubber hos hverken Cadena SER eller Mirror. Han har dog særligt været kædet sammen med Manchester United og Chelsea. Derudover har Tottenham og Newcastle også vist interesse for ham.
Det er ikke blot blandt Premier League-klubberne, at Dembélé er en populær herre. Han er også på radaren i flere andre klubber i Europa, hvilket bl.a. omfatter Paris Saint-Germain og Juventus.
Uanset hvilken klub, der ender med at hente Dembélé, bliver det en klub, der er villig til at grave dybt i lommerne. Den franske stjerne har nemlig et enormt lønkrav, og skulle angiveligt have bedt Barcelona om en årsløn på op mod 50 millioner euro.
LÆS OGSÅ: Perez er stor fan: Real Madrid planlægger at stjæle Barcelona-transfermål
Ydermere kræver franskmanden også en tiltrædelsesbonus, hvorfor det bestemt ikke bliver billigt at skrive kontrakt med ham. Netop derfor er det bestemt ikke alle klubber, der har mulighed for at være med i kampen om Dembélé.