Både Miralem Pjanic og Samuel Umtiti er blevet tilbudt at få ophævet deres respektive kontrakter med FC Barcelona denne sommer. Ifølge Marca-journalist Luis Rojo har begge spillere dog valgt at afvise klubbens tilbud om dette.
LÆS OGSÅ: Barca-spiller er på radaren i MLS-klubber
I sidste uge tog klubben kontakt til begge spillere med henblik på at få dem til at indvillige i, at deres kontrakt bliver ophævet.
Det gjorde klubben i form af breve, hvori de har skrevet, at ‘i betragtning af klubbens nuværende økonomiske situation og løngrænsen giver vi spilleren mulighed for at opsige deres kontrakt med klubben og forlade den’.
Der er dog ingen af de to spillere, der har været villige til at lade deres kontrakter blive ophævet. Derfor er Barcelona nødt til at finde andre løsninger på, hvordan de kan fjerne de to løntunge spillere fra truppen.
Ifølge Luis Rojo fra Marca er det stadig forventet, at de to spillere kommer til at forlade klubben denne sommer. Han beretter dog, at der er større chance for, at de ender med at forlade klubben på en lejeaftale, end på en permanent aftale.
Umtiti og Pjanic er begge løntunge spillere, der ifølge Marca tjener henholdsvis 16 millioner euro og 18 millioner euro. Hvis det lykkes for Barcelona at sende dem på et lejeophold, vil de derfor kunne reducere deres lønomkostninger med omtrent 34 millioner euro i den kommende sæson.
Det er ikke blot noget, der vil pynte på tallene i den catalanske klub. Faktisk er Barcelona nødt til dette, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at forlænge med Lionel Messi, da hans nye kontrakt på nuværende tidspunkt ikke er i overensstemmelse med La Ligas løngrænse.
LÆS OGSÅ: Barcelona-spiller til lægetjek i England
Der er ingen af de to spillere, hvis kontrakten udløber lige foreløbigt. Umtiti er på kontrakt frem til 2023, mens Pjanic har kontrakt frem til 2024.