Hollandske Ajax skulle ikke bruge lang tid på at sende den første bold i nettet. Faktisk var FC Midtjylland bagud efter bare 48 sekunder.
LÆS OGSÅ: FC Midtjylland-anfører: “Vi har muligheden for at lave et resultat”
Mindre end 13 minutter efter var FC Midtjylland-truppen bagud med 2-0. Dermed fik FCM en skidt start på opgøret mod Ajax i Champions League. Det var noget, der særligt ærgrede cheftræner Brian Priske efter opgøret.
“Den fylder selvfølgelig lidt. Det var jo med til at gøre, at kampen blev, som den blev. Vi skulle komme fra baghjul, men jeg synes, at drengene fik rejst sig efter den kolde spand vand i hovedet,” sagde Brian Priske efter kampen til TV3+.
Dominerede resten af første halvleg
Han mener dog, at de dominerede resten af første halvleg, hvorfor han forsøger at se positivt på, hvad de skal tage med fra kampen:
“Vi dominerede jo resten af første halvleg, hvor vi fik flere afslutninger på mål og pressede godt på. Det er jo lidt det, vi skal tage med. Det er utilgiveligt, at vi lukkede dem foran allerede efter et minut, men det var stærk karakter, hvor spillerne gjorde alt, hvad de kunne for at komme tilbage.”
FC Midtjylland leverede ellers en rigtig flot præstation mod Liverpool på Anfield for en uge siden. Derfor var det også vanskeligt for midtjydernes cheftræner at give et konkret svar på, hvad der resulterede i, at de kom så skidt fra start mod hollænderne.
Han fortæller dog også, at han synes, at de skabte tilstrækkeligt med chancer til både at udligne og komme foran, men at de desværre ikke blev udnyttet:
LÆS OGSÅ: Ajax-træner: “Midtjylland er et irriterende hold at spille mod”
“Jeg tror heller ikke, jeg har den helt store forklaring, og det tror jeg heller ikke, spillerne har. Det var desværre det, der var faktum det første kvarter, hvor vi var ‘shaky’. Vi fik ikke gjort de ting, som vi gerne ville. Jeg må så rose dem for at komme tilbage, og vi kreerede vel chancer nok til at udligne og måske være foran,” sagde han til TV3+.