Manchester United havde brug for de tre point, hvis de ønskede at følge med Manchester City i toppen af Premier League. De ligger aktuelt på andenpladsen, men spørger man Roy Keane, så er det frustrerende at se, at United ikke går seriøst efter mesterskabet.

LÆS OGSÅ: Tuchel roser United- og Chelsea-profil: De har intet kropsfedt

Og han mener, at det kom til udtryk i kampen mod Chelsea, der endte 0-0. Han var nemlig langt fra tilfreds med Ole Gunnar Solskjærs mandskab.

“Det var en skidt kamp. Jeg blev mere og mere irriteret, jo længere kampen skred frem. Ingen vilje til at komme ind i feltet. Virkelig mangel på kvalitet fra United. De her store kampe, hvor de ikke har leveret… det må være bekymrende,” kom det ifølge Sky Sports fra Roy Keane, hvorefter han tilføjer:

“De prøver at vinde kampe, men i de her kampe tror jeg, at de først og fremmest vil undgå at tabe. Nogle gange kan en 0-0-kamp være en fremragende kamp. Men nogle af de her kampe har været virkeligt kedelige, når man tænker på, at der er gode offensivspillere på holdet.”

Roy Keane mener også, at det var forfærdeligt at se, at begge trænere valgte at spille meget defensivt, da de ville holde nullet.

“Den første ting, som trænerne siger i deres interviews, er at de er glade for at holde nullet. På de hold, som jeg spillede for, ønskede vi at score mål. Vi risikerede at indkassere, men vi forsøgte at score mål. Det var vigtigere end at holde nullet.”

LÆS OGSÅ: Laporta om Messi: Sådan får vi ham til at blive

Manchester United har nu 12 point op til Manchester City på førstepladsen. Chelsea ligger derimod på femtepladsen – ét point efter West Ham.

author avatar
Mathias Busekist