Manchester United-chef Ole Gunnar Solskjær har understreget, at United-spillerne skal stoppe med at skændes internt. Det er en udtalelse, han kommer med i kølvandet på en episode i sidste uge, hvor Marcus Rashford og Harry Maguire udvekslede nogle knap så pæne ord med hinanden.

LÆS OGSÅ: Lindelöf: “Vi ved, at vi kan slå ethvert hold”

De to United-spillere formåede at trække overskrifter i kølvandet på Manchester Uniteds 0-0-opgør mod Crystal Palace onsdag i sidste uge. Det sker efter, at de var involveret i en heftig verbal udveksling, som efterfølgende gik viralt på de sociale medier og blev fremhævet i flere britiske medier.

Solskjær virkede ikke til at ville tale synderligt meget om det, hvorfor han kun kort kom ind på det, da han talte med Sky Sports forud for søndagens opgør mod Manchester City. Her fik han dog opfordret sine spillere til ikke at lade sig overrumple af deres følelser på banen.

“Nogle gang har det kogt over og er blevet til frustrationer, fordi det ikke har fungeret for os. Vi er nødt til at stoppe med det. Frustrationen på banen,” sagde den norske cheftræner til Sky Sports forud for kampen mod de lokale rivaler fra City, hvorefter han fulgte op med:

LÆS OGSÅ: Manchester United forhandler med softwarefirma om stort trøjesponsorat

“Vi ønsker at vinde, men vi skal ikke lade det påvirke vores ønske om at klare os godt. Vi skal ikke lade det påvirke selvtilliden eller holdånden,” rundede han af over for Sky Sports.

author avatar
Nicolai Busekist