Der skal naturligvis ikke herske nogen tvivl om, at Messi har megt at sige i Barcelona. Og det skulle være kommet til udtryk nu, da han har givet sin velsignelse til Ronald Koeman og ledelsen, da han skulle have godkendt købet af Romelu Lukaku.

LÆS OGSÅ: Medie: Manchester United har truffet beslutning om Ronaldo-comeback

La Liga-giganterne fra Barcelona bliver i øjeblikket kædet sammen med mange spillere, men Ronald Koeman har ikke lagt skjul på, at han ønsker at hente en ny angriber til klubben, da man mangler en på spidsen, der er kold og kynisk foran målet.

Det har nemlig ikke været muligt at udfylde det tomrum, som Luis Suárez har efterladt, og selvom Erling Haaland bliver rygtet til klubben, så er der som bekendt mange storklubber om budet, herunder Manchester United, Chelsea, Manchester City og Real Madrid, hvis man bare skal nævne nogle af dem, og Barcelona skal derfor forberede sig på, at han ikke vælger dem, hvorfor man naturligvis allerede er i gang med at kigge på alternativer.

Haaland skulle nemlig være blandt Barcelonas førsteprioriterer, og Mino Raiola, Haalands agent, samt Alf-Inge Haaland, målmaskinens far, har for nylig været et smut forbi Barcelona, hvor de mødtes med Joan Laporta, som igen sidder som klubpræsident efter at have vundet det seneste valg i Barca.

Ifølge Mundo Deportivo, så har Barcelona set sig varme på Romelu Lukaku, som også har vist fantastiske takter i Inter. Det kan også ende med at spille til Barcelonas fordel, at cheftræner Ronald Koeman og Lukaku har haft en fælles tid i Everton, hvor de to skulle have haft det godt med hinanden.

Det er heller ikke overraskende, at man har Lukaku i kikkerten, da han har scoret 19 mål, ligesom han også står bag otte assist i 26 Serie A-kampe. Han har dermed spillet en stor rolle i denne sæson, hvor Inter står til at vinde mesterskabet.

Det forlyder dog nu, blandt andet på Daily Express, at det skulle være Lionel Messi, der står bag denne plan. Det kommer efter, at Messi skulle tænke det samme om Lukaku, som Ronald Koeman gør. Barcelona-træneren skulle være overbevist om, at Lukaku vil kunne drille modstandernes forsvarsspillere, da han både er hurtig og fysisk stærk, hvorfor forsvaret kommer til at fokusere på at dække ham.

Det vil dermed kunne betyde, at der bliver skabt mere plads til netop Messi.

Det kan ende med at blive en realitet, da Inter kan ende med at være tvunget til at sælge. De har, ligesom Barcelona, været uhyre hårdt ramt grundet coronapandemien.

LÆS OGSÅ: Video: Holdkammerater hylder Messi

Barcelona kommer dog umiddelbart til at kæmpe mod andre storklubber, hvis man vil sikre sig Lukakus underskrift. Han skulle nemlig også være på blokken i Manchester City og Chelsea, da Manchester City mister Sergio Agüero, mens Chelsea vil have et alternativ klar, hvis man ikke formår at hente Haaland.

author avatar
Mathias Busekist