Martin Braithwaite var ikke begejstret for spillestilen i Middlesbrough under Tony Pulis. Men  klubbens manager er heller ikke ligefrem begejstret for danskerens kommentarer. 

Martin Braithwaite er i øjeblikket lejet ud til Leganes efter en mindre succesfuld tid i Middlesbrough. Som den 27-årige offensivspiller sagde til Ekstra Bladet for nylig, så var han ikke begejstret for den spillestil, der blev indført, da klubben fik ny manager i form af Tony Pulis. 

”Det projekt, jeg blev præsenteret for i Middlesbrough, ændrede sig fuldstændig, da Pulis kom til. Han har en underlig måde at spille fodbold på. Holdet spiller defensivt med lange bolde. Det er rigtig kick and rush. Det passer ikke så godt til mig. Det er også forklaringen på, at jeg ikke spillede så meget i Middlesbrough, men jeg brokkede mig aldrig. Jeg arbejdede hårdt og forsøgte at bevare det gode humør hver dag på træningsbanen. Derfor kan jeg også kun ryste på hovedet over de historier, der kom frem om, at jeg var et brokkehoved. Det var jeg på ingen måder,” sagde han til EB. 

Braithwaite kommentarer er faldet Tony Pulis for brystet, som BT skriver. Til Northern Echo lægger manageren ikke fingrene i mellem: 

”Han er den bedst betalte Championship-spiller, jeg nogensinde har arbejdet med, og da jeg var i West Bromwich Albion i Premier League, tror jeg ikke, der var mange, der tjente lige så meget, som Braithwaite gør her. Den respektløshed han har vist området og klubben er forbavsende. Han er en spiller, der har taget så meget af klubben og givet så lidt igen. At han kan tale på den måde er virkelig skuffende. Men jeg har været i fodbold længe, og en gang i mellem støder man på sådanne spillere.”

Martin Braithwaite har for nylig sagt, at han ikke regner med at vende tilbage som spiller i Middlesbrough, når hans lejeaftale med den spanske klub udløber til sommer. Det er der nok heller ikke meget, der tyder på, så længe Tony Pulis er manager i klubben.

author avatar
Redaktionen