Ifølge en anonym, intern kilde fra den italienske klub er Inters trup præget af splid og fraktioner. Flere spillere skulle være utilfredse med, at Icardi har fået frataget anførerbindet.
En anonym kilde fortæller til den italienske avis La Repubblica, at Inters trup er delt op i kliker, og da Mauro Icardi for nylig fik frataget sit anførerbind af træneren, havde den argentinske angriber forsvaret sin holdkammerater imod Luciano Spallettis ”hysteriske kritik”.
Icardi har hverken spillet kampe eller trænet med Inter, siden han mistede sit anførerbind den 13 februar. Officielt er han ude på grund af en knæskade, men ifølge klubbens lægestab fejler han ikke noget.
”Ingen af os bad Spalletti om at tage anførerbindet fra Icardi,” siger den anonyme kilde til avisen.
”Icardi var irriteret over tonen i Spallettis kritik af hans holdkammerater, og han bad træneren om at skrue lidt ned. Holdet havde netop vundet en kamp, så der var ingen grund til at være hysterisk. Reaktionen (fra Spallettis side) var meget voldsom. Og da anførerbindet var taget fra Icardi, fremstod han plettet, så han blev ved med sende beskeder til klubben om, at han var mødt til træning til tiden i 97,5 procent af tilfældene som en understregning af hans professionalisme,” siger kilden i interviewet som Football Italia har gengivet.
Den anonyme kilder siger, at det ikke hjalp, da klubben ikke vil ændre på trænersituationen midt i sæsonen, hvor Inter kæmper om top-4. Kilden fortæller også, at truppen er præget af kliker og et stærkt hierarki.
”Omklædningsrummet er splittet i tre grupper: Italienere, sydamerikanere og slavere. Mauro Icardi kommer godt ud af det med alle, bortset fra Ivan Perisic, Marcelo Brozovic og Samir Handanovic. Men det samme kan ikke siges om Spalletti. Balkaniseringen af Inter er nået til et højt niveau, som ikke kan gøres om.”
Ifølge vedholdende rygter har der været en konflikt mellem Mauro Icardi og Ivan Perisic, og argentinerens kone og agent, Wanda Nara, har sagt på tv, at Icardi gerne vil gå med til at få mindre i løn, hvis han blot kunne blive serveret med nogle bedre indlæg – underforstået fra kroatens side.
Inter og Milan tørner sammen i lokalopgør søndag aften klokken 20.30. Kampen bliver vist på TV2 Sport.