David Beckham er en del af ejerkredsen i den nye klub Inter Miami, og her vil han gøre, hvad han kan for at lokke de største stjerner til. 

David Beckham er blevet delejer af et fodbold-franchise i Miami, der skal spille i den amerikanske Major League Soccer. Klubben mangler stadig at få en del ting på plads, og der er endnu ikke blevet fundet et fast stadion at spille på, men samtidig skal der hentes store spillere til. Det fortæller han til en gruppe reportere fra den solbeskinnede storby i Florida. 

”Alle har deres ønskeliste. Det har alle,” sagde han, da blev bedt om at forholde sig til en mulig fremtid i USA for Cristiano Ronaldo og Leo Messi.

”Men hvis du ser på den måde, som Messi og Cristiano spiller i øjeblikket – selv i det man skulle tro var den sidste del af deres karrierer – så ser jeg ikke en situation, hvor de holder op med at spille foreløbig. De spiller på så højt et niveau, og det er svært at se dem forlade deres klubber, men vi vil vente at se. Man ved aldrig, hvad der kan ske i fodbold,” siger den tidligere frisparksekspert ifølge Goal.

Foreløbig skal Inter Miami spille deres første to sæsoner på et midlertidigt stadion i Fort Lauderdale, og i 2020 begynder klubben sin første sæson i den amerikanske fodboldliga. David Beckham fortæller, at klubben er i fuld gang med at undersøge, hvilke spillere der kan være inden for rækkevide at bringe i folden.

”Som organisation og som klub er vi i gang med at kigge på spillere og muligheder. Vi har allerede en god gruppe, der arbejder på sagen, og vi skal i gang med at sætte brikkerne sammen. Men vi er nødt til at arbejde hurtigt, da vi kun har et år tilbage.”