Martin Braithwaite på drog sig for nylig en skade i det venstre knæ. Denne skade har vist sig at være mere alvorlig, end det først blev antaget, og derfor skal han nu opereres. Det oplyser FC Barcelona på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Skal gøre plads til Mbappé: Real Madrid er åbne for bud på offensiv profil i januar

Den catalanske storklub oplyser, at hans knæ ikke har reageret på den foreløbige behandling. Som følge af dette er Martin Braithwaite nødt til at lade sig operere.

“Den danske angriber vil gennemgå en operation i de kommende dage. Klubben vil give en ny skadesopdatering, når den har fundet sted,” skriver FC Barcelona i en kort opdatering på deres hjemmeside.

Allerede søndag skrev spanske Sport, at man forventer, at den danske angriber vil være ude i mellem tre og fire måneder, og at han derfor ikke vil komme på banen igen i år. Barcelona har dog endnu ikke givet nogen officiel tidshorisont.

Knæoperationen kommer ikke blot til at sætte en stopper for Braithwaites deltagelse i en række kampe for sin klub. Det kommer sandsynligvis også til at betyde, at han ikke er klar til kamp, når Danmark skal spille mod Moldova og Østrig i oktober.

Knæskaden er kommet på et meget uheldigt tidspunkt for danskeren. Han stod nemlig overfor en periode, der ville byde på en del spilletid, da flere spillere i Barcelonas offensive er ude med skader.

LÆS OGSÅ: Koeman langer ud efter Laporta: ‘Takket være mig har denne klub en fremtid’

Da Martin Braithwaite nu har tilsluttet sig mængden af skadede spillere, betyder det, at det vil være spillere som Memphis Depay, Luuk de Jong, Phillippe Coutinho og den unge Yusuf Demir, der skal stå for at levere mål for den catalanske klub.

author avatar
Nicolai Busekist