Hvis Milan skal holde fast i sin placering i top-4 i Serie, er det kommende opgør mod Lazio altafgørende. Ellers er det farvel til drømmen om Champions League, mener Gennaro Gattuso. 

For tre ugers tid siden var Milan inde i en stime som ubesejret i 10 kampe i træk, som betød, at klubben kravlede op på en tredjeplads i Serie A. Men i de seneste fire ligakampe, er det kun blevet til et enkelt point. I næste runde tager Milanoklubben imod Lazio, der ligger nummer 7 med kun tre point op til Milan på fjerdepladsen. Og den kamp bliver altafgørende, siger klubbens træner Gennaro Gattuso ifølge Football Italia. 

”Det bliver en finale. Hvis vi vil kvalificere os til Champions League, så kan vi ikke tabe. Vi har brug for tre point,” siger træneren på et møde mellem de italienske Serie A-klubber og dommere. 

Her forholdt Milantræneren sig også til kendelser i tidligere kampe, som ikke er gået klubbens vej. 

”Vi er blevet straffet af fejl nogle gange, men det må ikke være en undskyldning. Hverken for mig eller spillerne. Vi spillede godt imod Juventus. Nogle kendelser gik ikke vores vej, men vi må se fremad.”

Krzysztof Piatek var på måltavlen for Milan i 2-1-nederlaget til Juventus, og Gattuso er glad for, at den polske topscorer i Serie A har tur i den. Men det skal angriberen ikke være alene om.

”Han gør det godt, og jeg håber, at han bliver topscorer i ligaen, men hvis det skal ske, skal hele holdet have fart på. Vi har brug for alle, inklusiv forsvarsspillere og midtbanen,” understregede den 41-årige italiener over for de fremmødte journalister. 

Udover Milan og Lazio er også Atalanta, Roma og Torino i spil til fjerdepladsen i Serie A, hvor der mangler 7 runder.

author avatar
Redaktionen