Chelsea belgiske superstjerne Eden Hazard rygtes i øjeblikket til Real Madrid. Og han kan blive svær at holde i klubben, siger Chelsea-manager Maurizio Sarri.

Hver dag byder på nye rygter om Real Madrids interesse i Eden Hazard. Den 28-årige belgier – der var på pletten med begge scoringer i Chelseas 2-0-sejr over West Ham i Premier League i går aftes –  vurderes til at have et prisskilt på omkring 750 millioner kroner på sig. Og det er for billigt, mener Chelsea-manager Maurizio Sarri.

”I dette marked er det for lidt. Det har vi set på de handler, der har været i de seneste transfervinduer. Det er meget svært at erstatte Hazard med en anden spiller,” siger  italieneren til Sky Sports. 

Sarri erkender, at det kan blive vanskeligt at holde på klubbens offensive profil. Særligt hvis Hazard selv udtrykker ønske om et skifte. 

”Jeg kan ikke gøre noget for at beholde ham. Klubben er enig med mig i, at hvis Eden ønsker nye erfaringer, bliver det meget svært at holde på ham. Vi vil forsøge at overbevise ham om, at vi prøver at forbedre os, så vi kan blive et af de bedste hold i England og i Europa, men jeg må respektere hans beslutning,” siger den tidligere Napoli-træner. 

Eden Hazard blev efter kampen mod West Ham spurgt af Sky Sports, hvordan han forholder sig til rygterne. ”He is off to Madrid” råbte West Ham-tilhængere i løbet af kampen. 

”De tager fejl. Jeg er kun fokuseret på Chelsea resten af sæsonen. Jeg vil slutte i top-4 og vinde Europa League. Vi har stadig meget at gøre, og så må vi se. Vi har momentum i øjeblikket. Vi har vundet tre kampe i træk, og mentaliteten på holdet er god.”

Med sejren over West Ham kravlede Chelsea op på en tredjeplads i Premier League.