For kort tid siden afslørede den tidligere FC Barcelona-træner, at han havde svært ved at administrere Lionel Messi. Nu er der igen rygter om, at der har været en ophedet situation mellem Quique Setién og Lionel Messi. Angiveligt skulle det have været efter sidste sæsons 2-2-opgør mod Celta Vigo.

LÆS OGSÅ: Premier League-klub vil friste Messi med præ-kontrakt

Det er det spanske medie Cadena SER, der kan fortælle om den påståede episode, hvor Setién valgte at skrue bissen på overfor den argentinske stjerne. De hævder, at det skulle være sket i omklædningsrummet efter 2-2-kampen mod Celta Vigo, hvor FC Barcelona tabte point, der gjorde det tæt på umuligt at vinde mesterskabet.

Flere af spillerne kritiserede angiveligt Setién for hans valg af taktiske dispositioner i opgøret. Lionel Messi gik som anfører forrest med kritikken, hvilket fik Setién til at eksplodere, fortæller Cadena SER.

Som reaktion på kritikken skulle han have råbt følgende til Messi, mens han pegede på døren “Hvis du ikke kan lide hvad jeg siger, så er døren dér”. Messi svarede angiveligt ikke, men valgte i stedet at reagere med et opgivende grin.

Fra samme kamp er der også sluppet en video ud, hvor man kan se Lionel Messi i en drikkepause, hvor han tydeligt ignorerer instrukser, der kommer fra assistenttræner Eder Sarabia.

LÆS OGSÅ: FC Barcelona-talents transferværdi på himmelflugt

Det er en historie, der er et godt eksempel på, at Setién havde svært ved at lede truppen i sin tid i FC Barcelona. Det har han også selv erkendt efterfølgende i et interview forleden. Her tog han også sin del af ansvaret for den skuffende sæsonafslutning.

author avatar
Nicolai Busekist